Du behøver ikke forstå det for at vise forståelse

Anledningen til denne artikel er nyheden om, at KLM officielt har indarbejdet orlov i forbindelse med kønstransition i sin personalepolitik. Medarbejdere, der er i transition, kan tage op til 24 ugers særlig orlov fordelt over en periode på ti år. Orloven kan blandt andet bruges til aftaler og behandlinger, restitution efter et medicinsk indgreb og andre trin, der hører til en transition.

Luchtvaartnieuws skrev om indførelsen af ordningen, og også Up in the Sky omtalte den.

På KLM's egen Careers-hjemmeside havde det interne LGBTQIA+-netværk Over the Rainbow allerede tidligere fortalt, at det arbejdede for en sådan officiel ordning. Uden ordningen var medarbejderne afhængige af deres leders fleksibilitet.

Min første tanke, da jeg så nyheden, var egentlig enkel: hvor er det godt, at en arbejdsgiver skaber plads til dette.

Men så åbnede jeg kommentarerne under Luchtvaartnieuws' opslag på Facebook.

Her læste jeg blandt andet:

“Det kan virkelig ikke blive mere vanvittigt i dette land. Alle må gøre, hvad de selv vil, men at en arbejdsgiver giver orlov for det, er total galskab.”

En anden skrev:

“Og passagererne må så betale for dette nonsens.”

Og en anden:

“Dette land bliver mere vanvittigt for hver dag.”

Indtil da kan man stadig sige, at folk kritiserer et ansættelsesvilkår. Men længere nede bliver KLM kaldt en “woke-organisation”, og en anden kommentar ender med ordene “beskidte, ulækre fucking regnbueidioter”.

Så handler det for længst ikke længere om, hvorvidt 24 ugers orlov er meget eller lidt.

Og netop dét er noget, der har generet mig i årevis.

For denne blog handler i sidste ende ikke om KLM. Nyheden er kun anledningen til noget, der optager mig langt bredere. Næsten hver gang en nyhed blot berører kønsidentitet, behandling af transpersoner eller transpersoner generelt, ser jeg det samme ske online.

Selve emnet synes næsten ligegyldigt. Uanset om det handler om behandling, sport, uddannelse, pronominer, et ansættelsesvilkår eller blot en transperson i nyhederne, går der sjældent længe, før kommentarerne er fyldt med ord som “woke”, “galskab” og “opmærksomhedssøgende”. Folk råber, at behandling skal forbydes eller ikke dækkes, eller at man bare bør acceptere den krop, man er født i. Og det stopper langt fra altid dér; jævnligt udvikler det sig til direkte had.

Hvor er empatien?

Det tilbagevendende mønster synes jeg måske er endnu mere bekymrende end kommentarerne under én bestemt nyhed. Der er naturligvis intet galt i at kritisere en politik. Men hvorfor bliver et emne, der handler om køn, så ofte en fribillet til at gøre grin med menneskene selv, bagatellisere deres problemer eller afvise deres eksistens som nonsens?

Selvfølgelig må man diskutere en ordning som KLM's. Hvorfor 24 uger? Hvordan anvendes den? Hvordan står den i forhold til anden særlig orlov? Det er alt sammen legitime spørgsmål.

Men ofte stopper diskussionen ikke dér. Den flytter sig lynhurtigt fra kritik af en politik til ikke at tage de mennesker alvorligt, som politikken findes for.

Det berører mig.

Jeg er ikke selv transkønnet og ved derfor ikke, hvordan det føles, når ens kønsidentitet ikke stemmer overens med det køn, man blev tildelt ved fødslen. Jeg vil heller ikke lade som om, jeg ved det.

Som medlem af queer-miljøet ved jeg dog, hvordan det er på et vigtigt område af sit liv ikke at høre til normen. Først at skulle forstå og acceptere sig selv, samtidig med at man ved, at omverdenen også kommer til at have en mening om det.

Min erfaring er ikke den samme som en transpersons. Men måske gør netop den erfaring det lettere for mig at forstå, hvor vigtig accept kan være.

For en transition begynder som regel ikke den dag, hvor en person begynder på hormoner, tager et andet navn eller gennemgår en medicinsk behandling.

Der kan gå år forud. Nogle gange årtier med tvivl, usikkerhed, skam, benægtelse eller forsøg på at leve op til det, omverdenen forventer. Ikke alle transpersoner gennemgår det samme forløb, og ikke alle vælger medicinske skridt. Men for mange går der en enorm personlig kamp forud.

Og når man endelig er nået dertil, venter omverdenen stadig.

At fortælle det til familie, venner og kolleger. At søge hjælp. At have samtaler. Måske at gennemgå medicinske behandlinger og komme sig efter dem.

Og imens læser man online, at det er “nonsens” og “galskab”.

Pris dig lykkelig

Det, jeg især har svært ved, er, hvor hurtigt mennesker dømmer noget, som en anden måske har kæmpet med i årevis.

Hvis du aldrig et eneste sekund har behøvet at tvivle på, om din krop passer til den, du er, så pris dig lykkelig.

Hvis du aldrig har kæmpet med din kønsidentitet i årevis, så vær taknemmelig for det.

Men gør ikke din egen selvfølgelighed til et bevis på, at en andens problem ikke findes.

At du ikke føler noget, betyder ikke, at en anden ikke kan føle det. At du ikke har brug for en bestemt behandling, betyder ikke, at en anden derfor heller ikke burde have lov til at have brug for den.

Jeg behøver ikke selv at have haft en depression for at forstå, at et menneske med depression kan lide alvorligt. Jeg behøver ikke sidde i kørestol for at forstå betydningen af tilgængelighed. Og jeg behøver ikke være transkønnet for at tage et menneske alvorligt, som fortæller, at det har kæmpet med sin identitet i årevis.

Det kaldes empati.

De 24 uger er ikke ferie

Også overskriften “KLM-medarbejdere får 24 ugers orlov til kønstransition” kræver lidt kontekst.

Det handler ikke om 24 ugers ekstra ferie. Det handler om op til 24 uger fordelt over ti år, til forskellige dele af en transition.

Ifølge Luchtvaartnieuws kunne medarbejdere også tidligere søge om særlig orlov. Forskellen er, at KLM nu har gjort det til officiel politik. Dermed er en medarbejder ikke længere afhængig af, hvor forstående eller fleksibel en individuel leder tilfældigvis er.

Du må stadig gerne mene, at 24 uger er for meget. Det er helt i orden.

Men prøv i det mindste at forstå, hvorfor der er behov for en sådan ordning.

Det er dét, jeg savner, når jeg læser kommentarer som “passagererne må betale for dette nonsens”.

Hvorfor er den første tanke straks forargelse? Hvorfor ikke først spørge, hvad et menneske egentlig skal igennem, før vedkommende har brug for en sådan orlov?

Bag nyheden er der et menneske

Uanset om det handler om transitionsorlov, behandling af transpersoner, sport, uddannelse eller et andet emne om køn, er der virkelige mennesker bag ordene, overskrifterne og de politiske diskussioner.

Et menneske, som måske i årevis har følt, at noget ikke stemmer. Et menneske, som længe har forsøgt at skubbe den følelse væk. Et menneske, som til sidst har fundet modet til at søge hjælp og begynde at leve som sig selv.

Og den person læser så online, at behandlingen er “nonsens”, at en arbejdsgiver har “mistet forstanden”, når den tager hensyn til transkønnede medarbejdere, eller ligefrem at mennesker fra regnbuemiljøet er “beskidte, ulækre fucking regnbueidioter”.

Prøv at forestille dig, hvad det gør ved et menneske, som måske allerede i årevis har haft svært ved at acceptere sig selv.

Som queer-person ved jeg, hvor værdifuldt det er, når verden omkring dig ikke prøver at fortælle dig, hvem du burde være, men ganske enkelt giver dig plads til at være dig selv.

Du behøver ikke vide, hvordan det føles at være transkønnet.

Det ved jeg heller ikke.

Men du kan godt acceptere, at en oplevelse, du ikke selv kender, kan være meget virkelig for en anden.

Måske burde vi derfor lidt sjældnere råbe, at noget er “galskab” eller “nonsens” og lidt oftere lytte til de mennesker, det faktisk handler om.

Og når deres problem ligger så langt fra dit eget liv, at du knap kan forestille dig, hvordan det føles, så tænk først og fremmest på, hvor heldig du er, at du aldrig selv har skullet kæmpe den kamp.

Det burde ikke være en grund til at bagatellisere en andens problem.

Det burde tværtimod være en grund til lidt mere forståelse.

Everyone here is a work of art.

Dave fra Gunderwear